Humlebien er for mig et af de første tegn på at nu er foråret for alvor på vej. Den virker så rummelig, livlig og livsbekræftende. Bruger al sin energi på at bestøve blomsterne, mens den indsamler nektar, der omdannes til den dejligste honning, både fra eng-, mark- og have blomster, lyng og raps. Ofte, når jeg ser og hører en humlebi, så tænker jeg på dette vers af Jeppe Aakjær:
Tavshed over hedesti
og langs veje krumme.
En forsinket humlebi
ene høres brumme.
Stille, stille, hjerte, sol går ned.
Det er mit håb, at det lykkes at drage omsorg for og bevare dette flittige væsen. Sprøjtegiften har en meget skadelig effekt på vores bier. Den reducerer deres evne til at flyve og kan få fatale konsekvenser for deres – og i sidste ende vores – overlevelse. I hvert fald i den form, som vi ser i dag.
Bierne skal kunne flyve – og flyve langt – for at kunne samle føde. Det er også afgørende at planter og afgrøder bliver bestøvet. Mange af de fødevarer, som mennesket indtager i dag, er netop, direkte eller indirekte, et resultat af biernes bestøvning.
Botanikeren Christen Raunkjær (1860 – 1938) var da også en stor ”fan” af humlebierne. Han gik ind for naturfredningssagen og var en stor fortaler for bevarelsen af mangfoldigheden og biodiversiteten, ikke blot i Danmark, men i hele verden. Han var af den overbevisning, at naturen og dens planter og dyr har en afgørende indflydelse på mennesket, dets sind, livsbetingelser og overlevelsesmuligheder.
Han var født på Raunkjærgaard, ligesom jeg, og har travet i de samme omgivelser, enge, marker, heder og skove. Selvom der nok var flere heder og færre skove dengang, så var der mange flere plantearter end i min tid.
Han havde nogle opsigtsvækkende synspunkter om opdyrkningen af hede og klit, som han syntes allerede i 1928 var gået for vidt: ”Ødelæggelsen af de arealer hvor ”ploven ej kan gå og leen ikke slå” har udryddet de nødvendige livsbetingelser for den flora og den dertil knyttede fauna, hvor humlebiernes bestøvningsevne er den absolutte betingelse for at kløver overhovedet kan sætte frø. Et bestøvningsarbejde, som selv den magtfuldeste teknik ikke kan magte, men ydmygt må overlade til bierne at udføre”.
Han skrev et digt om de mange bier og ”humleboer”, der var omkring Raunkjærgaard, som i digtet kaldes for Nordenbro. Her opfordrede han både samtiden og eftertiden til at passe på humlebien, som er med til at bestøve og sprede blomsterfrøene. Digtet kom frem i et håndskrevet manuskript, som han efterlod sig ved sin død i 1938.
”Humlebo”
Jeg fandt så mangt et humlebo
i hjemmets enge ved Nordenbro.
Det gjaldt så om den honningskat
at få, med list og lempe, fat.
Ved høst af honning du ej må glemme,
at humler har meget forskellige sind.
Hvis ej du husker det, vil din kind
det meget snart ved stik fornemme.
Ja vel, min kære, men du må vide,
den kløvermark vil derved lide.
Dens blomster vil alle golde stå,
hvis ej af humler besøg de få.
Så ved at lade humlerne dø,
får du mere hø, men ej kløverfrø.
de må nu købes – det koste penge,
den tjente humlerne for dig længe.
Nogle, de sorte, er temmelig fromme,
andre, de gule, er meget grumme.
De sortes bo kan med lempe du ”pose”,
af krig mod de gule vil knapt du dig rose.
Hvem bryder sig vel nu om humlebo?
Nej, mosset skal væk, og græsset skal gro.
Så frodigt tæt og højt skal det gro,
at ej der bliver plads til humlebo.
Dog hjælper vist ej min ”ve” og ”ak”,
og al den vidtløftige humlesnak.
thi tidens tromle går uden stands
udfladende alt, også her til lands.
Dog, dig at mindes, gør sindet fro,
du julimiddagens solskinsro.
Med humlesværm over mosdækt bo,
i blomsterengen ved Nordenbro.