Rejseerindringer, skrevet af Niels Raunkiær[1] fra Knude, Lyhne (f.1866 – d.1940).
På valgdagen den 21. januar 1890 begyndte min rejsefælle Jakob Pallesen og jeg en rejse til Ringkøbing – Holmsland – langs klitten over Nymindegab, Nørre Nebel og Sønder Bork.
Jeg tog med toget fra Tistrup. Min rejsefælle Jakob Pallesen skulle jeg træffe på Tarm Station. Vi traf imidlertid først hinanden i Ringkøbing, hvor vi gensidig blev glade ved hinanden. Vi gik op på højskolehjemmet, og her overnattede vi den første nat.
Også her var valgåret nået op. Der blev ved at komme telegrammer til klokken et om natten (da havde vi ikke telefon). Den 22. januar om formiddagen klokken 10.30 var vi oppe at hilse på min morbroder, Niels Thomsen.
Derefter rejste vi fra Ringkøbing ud over Holmsland. I Gammel Sogn var vi inde hos en mand, Peder Ledgaard. Her hilste vi på hans datter fra Lise Pallesen, som var bekendtskab fra Askov Højskole. Vi fik middagsmad og gik videre kl. 13.30 ud til Ny Sogns mejeri, hvor vi kendte mejeristen, Christen Nielsen. Her var vi inde på politikken. Han var forhandlingsmand og ville have Jakob til at indse at han havde gjort fejl den foregående dag i Skjern ved at stemme på protestkandidaten. Jakob var kommet noget i ilden, da vi var to imod ham, men så kom der uventet hjælp til ham fra snedker Peder Andersen Stræde.
I mørkningen drog vi så af sted ud på klitten, og da vi var kommen en ¾ mil ud på klitten skulle vi til at søge husly for natten. Vi kom netop ind til sognefogeden i Klegod. Her kunne vi imidlertid ikke få logi, da de skulle have fremmede til aften, men vi fik anvisning på en gård tæt derved, hos en Mogens Jensen. Her kunne vi blive natten over. Det var flinke folk og interessante at stifte bekendtskab med.
Torsdag den 23. januar var vi belavede på at ville gå langs med stranden. Mogens Jensens kone forsynede os med to store og gode mellemmadder. Klokken 10 ½ trissede vi afsted syd på. Vi ville til Nørre Lyngvig. Hvor Mogens Jensen har anvist os en Kristen Røjkjær. Han var kirkeværge, og vi ville gerne se kirken indvendig. Kirken var smuk, men ikke noget unyttig pynteri. På prædikestolen stod: ”De ord som jeg taler til eder ere ånd og ere liv”.
Hos Kristen Røjkjær var vi også inde på politikken. Sønnen her var den der ivrigst førte ordet. Det forundrede ham at en protestmand og en forhandlingsmand kunne følges ad. Han var ret en type på en ægte klit bo fisker. Kristen Røjkjær fulgte med ud til den næste by, Sønder Lyngvig, hvor der var redningsstation, som han var tillidsmand for. Det var overordentlig interessant at se redningsbåden og alt det forskellige materiel. Manden var særdeles flink til at give oplysninger, vi takkede og tog afsked med ham. Nu var det vores agt at gå ud til havet, og dertil havde vi ikke langt. Havet havde den foregående dag været i et mægtigt oprør, men nu var det sagnet godt af. Men man fik alligevel en lille mindelse om at den havde store kræfter og ikke rar at tages med, når den var rasende.
Vi gik en mil langs med havet. Så gik vi op i landet igen, og her traf vi lige på Årgabmølle, hvis ejer er her fra Lyhne[2].
Herfra tog vi ud til en by, som hed Haurvig. Her skulle vi så igen til at spørge om husly for natten, og vi fik det hos Mads Kristensen. De var meget flinke imod os, både de gamle og de unge. Fredag den 24. januar drog vi, efter at være forsynet med en god frokost, længere sydpå. Vi ville over Nymindegab den dag. På den sydligste gård på klitten Bjerregård var vi inde at hvile os, og her fik vi kaffe. Herfra havde vi en mil til Nymindegab. Her blev vi færget over og havde da rejst langs hele klitten og vi havde haft ret godt udbytte deraf. Det var også begunstiget af at vi havde haft et prægtigt vejr.
Klitboerne er flinke og gæstfrie. Vi blev godt behandlet, endda vi var ukendte. Klitboerne er ikke så rå, som mange tror. Der hersker en god deltagende tone iblandt dem. Måske har havet og dets farer haft sin samlende gerning. Jeg tror at havet er klitboernes element. Det er han stolt af og det bringer vel også for størstedelen de fleste føden.
(renskrevet af Else Gammelgård, Knude/Ølgod og Karen Raunkjær (2022).
Bilag 1:
Mølleren, de besøgte hed Kristian Peder Sørensen, født 1862 i Lyne.
Han har formentlig overtaget møllen efter Søren Peder Jeppesen (1817 – 1908).
Søren havde gang i mange ting. Da han havde møllen, drev han også købmandshandel. Bl.a. opkøbte han rav og sejlede til Hamborg og solgte det. Med hjem havde han silkevarer og andet. Strandfoged var han også og stærk mand som sin fader.
Ingen kunne følge ham på skøjter over isen og som 84-årig gik han fra Årgab til Skagen for at opkøbe rav.
[1] Niels Raunkiær var den yngste af brødreflokken på 4 på Raunkjærgård. Han flyttede med sin forældre til nabogården ”Knude” i 1876. Her plantede han, dengang for Vestjylland sjældne træer – fx bøgetræer, ædelgran, og sitkagran, rundt om gården. Han gik helhjertet ind for engafvanding og læplantning. Sidstnævnte er han mindet for i Kongenshus Mindepark ved Viborg. Han var i 1889 ved Livgarden blandt andet sammen med Prins Christian, senere Kong Christian X. Han havde inden da ophold på Mellerup Højskole og på Ollerup Idrætshøjskole. Han blev ivrig skytte og gymnast og ledte karlegymnastik, i starten i laden på Raunkjærgård. På Knude blev der tilbragt mange timer med flot husflidsarbejde sammen med den store børneflok og naboer. Han var i en periode sognerådsformand og oprettede sygekasse i Lyne. Han var som sin far, Hans Raunkjær, Venstremand. Men blev senere Radikal, og imod oprustning af militæret. Han nåede at opleve den 9. april, hvor det siges at sorgen herover fremskyndte hans død 20. april 1940.
[2] Oplysningerne i bilag 1) er tilføjet af Jørgen Bøgebjerg, Tarm, september 2022. www.solhus.dk